Fakta om unge undervisningspligtige i detailbranchen

Unge 13-14 årige eller ældre unge, som endnu ikke har afsluttet 9. klasse må kun beskæftiges med lettere former for arbejde og kun med de typer af arbejdsopgaver, som er beskrevet i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om unges arbejde.

Det siger loven

Dette faktaark beskriver hvilke typer af arbejdsopgaver unge 13-14 årige og ældre unge, der stadig er omfattet af undervisningspligten må udføre, samt de øvrige forhold man som arbejdsgiver skal iagttage ved ansættelse af denne gruppe af unge på arbejdsmarkedet.

  • Unge 13-14 årige eller ældre unge, som endnu ikke har afsluttet 9. klasse må kun beskæftiges med lettere former for arbejde og kun med de typer af arbejdsopgaver, som er beskrevet i bilag 7 til bekendtgørelsen om unges arbejde. I detailhandlen drejer det sig om:
    • Lettere arbejde med modtagelse, sortering, optælling, prismærkning samt pakning af varer og emballage i butikker, supermarkeder og varehuse
    • Lettere ekspedition i forretninger, restauranter mv.
    • Lettere rengøring, oprydning og borddækning
  • Arbejdet må ikke indebære en fare for de unges sikkerhed- og sundhed
  • Arbejdet må ikke indebære, at de unge arbejder med eller i farlig nærhed af maskiner fx udgangskasse, pappresser, pålægsmaskiner eller brødskærer – medmindre, at der er tale om ufarlige husholdnings- eller kontormaskiner, såsom fx en støvsuger eller kopimaskine
  • Unge må ikke beskæftiges med eller være i farlig nærhed af farlige stoffer og materialer
  • Unge må ikke udsættes for fysiske belastninger, der på kort eller langt sigt er skadelige for deres sundhed eller udvikling, og unødige fysiske belastninger samt uhensigtsmæssige arbejdsstillinger eller bevægelser skal undgås
  • Unge må ikke udføre arbejde, der er forbundet med risiko for ned- eller sammenstyrtning, før faren er effektivt imødegået ved tekniske foranstaltninger, der ikke indebærer brug af personlige værnemidler
  • Unge må ikke deltage i egentlige pengetransporter
  • Unge skal have en grundig oplæring og instruktion i, hvordan arbejdet skal udføres
  • Unge skal være under effektivt tilsyn af en person, der er fyldt 18 år, og som har den fornødne indsigt i arbejdet.
  • Ved ansættelsen skal forældre eller værgen orienteres om ansættelsen. Forældrene skal have oplysninger om arbejdstidens længde og om eventuelle risici for ulykker og sundhedsskader. Informationen kan enten gives skriftligt, telefonisk eller personligt.
  • Der gælder særlige regler om arbejdstid, hviletid og alenearbejde
  • Der gælder særlige regler om løft og fysiske påvirkninger
  • Der gælder særlige regler om brug af stoffer og materiale

Lovgrundlag

Godt at vide

  • De unge har ofte ingen eller begrænset erfaring på arbejdsmarkedet. Gør derfor meget ud af instruktionen – vis og fortæl de unge gentagne gange, hvordan arbejdet skal udføres
  • Instruer i bl.a. god og korrekt løfteteknik, gode arbejdsstillinger, forsvarlig brug af tekniske hjælpemidler, anvendelse af rengøringsmidler, og hvordan de unge skal håndtere en eventuel kundekontakt.
  • I forhold til tilsynet af de unge, kan det være nødvendigt, at den person, der fører tilsynet står umiddelbart ved siden af de unge og overvåger, indtil de unge er blevet rutineret i at udføre arbejdet. Herefter kan tilsynet bestå i periodevis kontakt, hvor det jævnligt sikres, at de unge udfører arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt
  • Sørg for, at de ældre og mere erfarne medarbejdere er gode forbilleder for de unge.

Læs mere om emnet

Fra BFA Handel

Fra Arbejdstilsynet

Fra Andre


Senest revideret den 8. februar 2024