Gennemgå ulykken med det samme
Skader som følge af arbejdsulykker inden for detailhandlen er typisk forstuvninger på ben, ryg og arme, sårskader på fingre og hænder eller skader i muskler, sener og ledbånd. De mere alvorlige ulykker medfører ofte knoglebrud.
Der er typisk flere konkrete årsager til, at ulykker sker. Værktøjet hjælper jer til at finde frem til årsagerne bag ulykken og dermed forebygge lignende ulykker.
Skemaet udfyldes af en repræsentant fra arbejdsmiljøorganisationen sammen med den medarbejder, der kom til skade. I mindre organisationer uden en arbejdsmiljørepræsentant beskrives ulykken af ledelsen med inddragelse af relevante medarbejdere.
Det er vigtigt, at I kommer rundt om hele ulykken. Udfyld værktøjet hurtigt efter ulykken er sket for at få alle detaljer med.
Husk, at alle arbejdsulykker skal anmeldes til Arbejdstilsynet, hvis den skadelidte er uarbejdsdygtig mindst én dag ud over dagen, hvor ulykken sker.
Sådan bruges værktøjet
- Beskrivelse af ulykken: Beskriv stedet, hvor ulykken skete, og rekonstruér hændelsesforløbet. Indsaml oplysninger og eventuelt genstande. Var der vidner til hændelsen så få deres forklaring. Oftest ser vi ikke det samme.
- Handlingsplan: Handlingsplanen er et redskab til at overføre de fælles drøftelser til konkrete handlinger og mål. Det kan være såvel ”her-og-nu-tiltag” som mere langsigtede planer. Brug handlingsplanen til at følge op på beslutningerne og til information af medarbejderne.
- Mulige årsager og idéer til forebyggelse: Find frem til mulige årsager til ulykken. Jo flere, I finder, jo større er muligheden for at finde det eller de rette tiltag til forebyggelse af ulykker. Ofte er der en kæde af årsager, der førte til at ulykken skete. Så bliv ved med at spørge baglæns om, ”hvorfor skete ulykken?” Bliv ved indtil der ikke er flere ”fordi’er”.
- Lær af ulykken: Informér om ulykken ved at hænge et opslag op om ulykken. Det kan medvirke til at hindre rygter, og samtidig kan medarbejderne lære af hændelsen og derved blive opmærksomme på andre farlige situationer.
Hent materialet
Faktaark fra BFA Handel