Forandringer vil påvirke dig

Jo bedre forandringsprocessen er planlagt, og jo bedre du som medarbejder er forberedt på forandringen, desto bedre vil du være i stand til at håndtere den.

Forandringer vil påvirke dig

Når der sker forandringer på vores arbejdsplads, er det helt normalt, at det kommer til at påvirke det psykiske arbejdsmiljø, fx i form af usikkerhed og utryghed over forandringens omfang, og hvad den kommer til at betyde i hverdagen.

Jo bedre forandringsprocessen er planlagt, og jo bedre du som medarbejder er forberedt på forandringen, desto bedre vil du være i stand til at håndtere den. Det er vigtigt at håndtere forandringer positivt, konstruktivt og i en åben og ligeværdig dialog mellem jer som medarbejdere og ledelsen.

Vi reagerer alle forholdsvis ens, når vi møder forandringer, men der er forskel på, hvor kraftigt vi reagerer, hvilket bl.a. hænger sammen med den indflydelse forandringen har. Læs Sådan reagerer vi på forandringer oven for.

Sådan kan du gøre

Hvis I står over for store forandringer i butikken, er her nogle forslag, som andre har haft glæde af:

  • Opsøg information: Som medarbejder vil man være optaget af, hvad forandringen betyder for en selv. Det er en god ide at søge information hos ledelsen og stille spørgsmål som fx:
    • Hvad betyder forandringen for mig?
    • Hvad kræver forandringen af mig?
    • Skal jeg arbejde sammen med andre kolleger, end dem jeg plejer at arbejde sammen med?
    • Har jeg brug for andre kvalifikationer, end dem jeg allerede har?
    • Hvilke muligheder har jeg for at påvirke processen?
  • Hold møder: I kan holde møder i jeres team/afdeling sammen med jeres leder, hvor I har mulighed for at give udtryk for jeres følelser, bekymringer og forbehold over for forandringerne. Men husk, at det er vigtigt, at møderne ikke udvikler sig til negative diskussioner. Møderne kan i stedet bruges til at diskutere, hvordan I kan få det bedste ud af forandringerne i fremtiden.
  • Individuelle møder: Hvis du føler, at du ikke har mulighed for eller tør stille spørgsmål i en stor forsamling på personalemøder eller andet, kan du opfordre til, at din leder giver mulighed for, at I kan holde møder individuelt. Formålet med individuelle møder kan samtidig være at sikre, at man som medarbejder har realistiske forventninger til forandringen, og at man forstår sin nye rolle i virksomheden i fremtiden.
  • Søg indflydelse: Som medarbejder kan man bidrage aktivt i forbindelse med en forandring ved at stille spørgsmål, give udtryk for bekymringer, komme med forslag og alternative løsninger.

    Ved at søge indflydelse i forandringsprocessen kan man som medarbejder få mulighed for at påvirke processen og sin egen fremtidige rolle i organisationen.
  • Støt hinanden: Gensidig tillid bidrager til jobtilfredshed og engagement i forandringerne, og derfor kan oparbejdelse af en kultur, hvor I hjælper og støtter hinanden, være med til at opbygge tillid og dermed gavne arbejdsklimaet i forbindelse med forandringsprocesser.
  • Træning og efteruddannelse: Forandringer kan medføre nye jobfunktioner, og du bør derfor overveje, hvilken træning og efteruddannelse der er behov for, for at du kan opfylde kravene i de nye jobfunktioner.

    På baggrund af ledelsens information om, hvilke kompetencer virksomheden har behov for i fremtiden, kan man som medarbejder byde ind med, hvilke kvalifikationer og evner man gerne vil udvikle i fremtiden og på den måde få indflydelse på, hvilken retning karrieren skal gå.
  • Overgangsritualer: Et overgangsritual markerer overgangen fra et stadie til et andet og kan bruges til at fejre gode resultater og sætte sig nye mål. Et overgangsritual kan fx være en middag for hele afdelingen/gruppen.
  • Sociale aktiviteter: Hvis I er en ny sammensat gruppe, kan sociale aktiviteter være med til at sikre, at alle i gruppen føler sig som en del af helheden.

Senest revideret den 4. juli 2023