Indflydelse på opgaverne
- Hvordan har medarbejderne indflydelse på det arbejde, de udfører? Kan de få mere indflydelse på deres eget arbejde (fx hvordan arbejdet udføres, hvilke arbejdsredskaber og tekniske hjælpemidler der bruges)?
- Hvilke muligheder har de for at beslutte selvstændigt? Kan medarbejderen for eksempel selv tage stilling til om kunden kan få pengene tilbage, hvis der er reklamationer på varer?
Indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet
- Har medarbejderne medindflydelse på fx arbejdstid, på hvem man arbejder sammen med, på tilkaldevagter og hvilke opgaver, der er? Har de indflydelse på graden af variation i arbejdet og i hvilken rækkefølge arbejdsopgaverne løses?
- Har medarbejderne indflydelse på, hvordan deres færdigheder og kompetencer bliver brugt? Fx på arbejdsopgaver, der kræver lige de færdigheder som den enkelte har. Har han/hun kompetencer, der er oversete, og hvordan finder du ud af det?
- Kan medarbejderne foreslå udvikling af faglige kompetencer? Fx uddannelse, jobudvidelse eller særlige opgaver som fx at være mentor?
- Har de mulighed for at bidrage med forslag til, hvordan de udfører arbejdet bedst muligt og løser eventuelle problemer, som fx hvordan de begrænser belastninger i forbindelse med løft af varer
Folk er forskellige
Vær opmærksom på, at alle ikke har samme ønsker til indflydelse og ansvar. Nogle har det bedst med kun at betjene kunder, andre vil gerne have forskellige typer af opgaver, fx bestilling af varer, opfyldning og varepræsentation, kundebetjening mv.
Sådan kan du gøre
- Afklar dine medarbejderes kompetencer: Graden af indflydelse og ansvar bør stemme overens med din medarbejders kompetencer. Ved løbende samtaler, fx medarbejderudviklingssamtaler, kan du sammen med din medarbejder afklare de kompetencer, medarbejderen har og bør have, så han/hun kan gøre brug af indflydelsen.
- Beskriv arbejdsfunktionerne klart: Tydelige roller og opgavebeskrivelser er med til at sætte rammerne for, hvad medarbejderen har indflydelse på. Derfor er det vigtigt, du har afklaret, hvilken rolle medarbejderen skal udfylde, og hvilke opgaver, det drejer sig om. Gør det fx konkret i job- og funktionsbeskrivelser.
- Indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse: Større indflydelse kan være i forhold til fx arbejdsopgavernes rækkefølge, hvordan medarbejderne udfører arbejdet, og hvilke redskaber og tekniske hjælpemidler de anvender.
- Del ansvaret ud: Du kan give indflydelse ved at uddelegere ansvar til den enkelte eller en gruppe. Etabler fx selvstyrende grupper og teams, som kan øge motivation og arbejdsglæde. Uddelegering forudsætter de rette kompetencer hos de medarbejdere, der får ansvaret. Derfor giver en uddannelsespolitik, der fremmer kompetenceudvikling og opkvalificering, større muligheder for at uddelegere.
- Sæt mål for arbejdet: Drag medarbejderne med ind i den måde, du opstiller mål for opgaverne. Det giver dem indflydelse. Du kan også inddrage dem i kvalitetssikring, hvordan målene nås eller hvordan opgaverne bliver løst hurtigt osv. Medarbejderne har ofte erfaringer og viden, som de kan bidrage med.
- Sæt rammer for arbejdet: Med klare rammer og guidelines for opgaver, kan du give medarbejderen med de rette kompetencer mulighed for at bestemme inden for de aftalte rammer. Rammerne sikrer, at I arbejder i den rigtige retning, og har virksomhedens målsætninger for øje.
- Sørg for god kommunikation: Det er som regel typen af information og ikke mængden af information, der er afgørende. Jævnlige møder om den daglige drift, hvor alle har mulighed for at komme til orde, kan give medarbejderindflydelse. Spørg eventuelt medarbejderne om de savner informationer. Når du er lydhør og imødekommende overfor medarbejdernes forslag, kan du give medarbejderne mere medindflydelse.
- Overordnede tiltag på virksomhedsniveau: Der vil være overordnede tiltag, som fx etablering af uddannelsespolitik, organisering af arbejde i selvstyrende grupper/teams, indførelse af medarbejderudviklingssamtaler og generel intern kommunikation, som kræver beslutningstagen på højere niveau i virksomheden. Her må du bruge de kanaler, der er, for at få sat nye initiativer i gang.