Har du indflydelse nok?
Hvis du ønsker mere indflydelse på dit arbejde i det daglige eller på mere overordnede beslutninger, så er her nogle spørgsmål, du kan overveje samt nogle ting, du kan gøre.
Din arbejdsgiver og leder kan også gøre en række ting for at give dig mulighed for indflydelse. Ligesom jeres arbejdsmiljøorganisation kan være med til at sætte tiltag i gang.
Tænk over
Her er nogle spørgsmål, du kan overveje i forhold til dine muligheder og dit behov for indflydelse:
- Hvad er indflydelse for dig, og hvornår vil du gerne inddrages? Er det fx i forhold til, hvordan dit arbejde bliver udført eller hvilke arbejdsredskaber og tekniske hjælpemidler du bruger? Eller vil du gerne være med til at bestemme, hvordan dit arbejde bliver tilrettelagt, fx i hvilken rækkefølge dine opgaver bliver løst, og om du ønsker variation i opgaverne eller ej?
- Foreslår du ind i mellem, hvordan dine opgaver kan løses, og bliver dine forslag behandlet seriøst?
- Føler du, at der er tillid til dig, når du får ansvar for arbejdets tilrettelæggelse og udførelse?
- Har du indflydelse på de færdigheder og kompetencer, du bruger. Får du opgaver, der giver dig mulighed for at bruge noget af det, du er god til eller ønsker at udvikle?
Det kan du gøre
- Tag en snak med din chef. Synes du, I kan gøre tingene smartere i butikken eller at noget bør være anderledes? Hvis du har gode ideer til forbedringer eller forslag til mere hensigtsmæssige arbejdsgange, så tag en snak med din leder. Du kan måske bidrage med erfaringer, nye input og viden. Det viser engagement og giver indflydelse.
- Vær aktiv ved møder: Møder internt på din arbejdsplads, informations- og personalemøder giver også mulighed for indflydelse, især hvis du deltager aktivt. Her bliver du informeret om, hvad der foregår i butikken og organisationen og har mulighed for at kommentere. Når du deltager aktivt, kommer du til orde og får dine synspunkter frem – og dermed får du indflydelse.
- Tag ansvar og skab tillid: Du kan også få indflydelse, hvis du tager ansvar for opgaver og fuldfører dem godt. Det er med til at skabe tillid til dig og det du kan. Det kan fx aktivt informere din leder om forløbet i dine opgaver, og gøre opmærksom på, hvis der er uhensigtsmæssigheder eller andet din leder bør forholde sig til. Ofte har du også viden om, hvad der fungerer godt og mindre godt. Ved at bidrage med denne viden og komme med forslag til ændringer, har du mulighed for at få indflydelse.
- Kom med forslag til de tillidsvalgte: Du har mulighed for at få indflydelse gennem din arbejdsmiljø- eller SU-repræsentant. Du kan også vælge selv at bliver arbejdsmiljø- eller valgt repræsentant i samarbejdsudvalget.