Tommelfingerregler
Du kan medvirke til en god omgangstone ved at følge disse tommelfingerregler:
- Sig godmorgen og farvel. Læg mærke til de kolleger, du møder i løbet af dagen, og vis, at du har set dem, fx ved at nikke, smile eller hilse. Husk at sige tak for hjælpen, hvis du har fået hjælp
- Tal aldrig dårligt om kolleger og ledere. Omtal altid dine kolleger respektfuldt over for kunderne, også selvom de har begået en fejl. Kom ikke med negative kommentarer om fx dine kollegers udseende, påklædning eller sprog.
- Vis opmærksomhed til det, dine kolleger går og laver. Anerkend dine kollegers indsats
- Hold faglig uenighed adskilt fra personlige uenigheder
Brug sproget konstruktivt
Med en ordentlig omgangstone viser man respekt for hinanden, og sproget kan bruges til at vise dette:
- Brug ordentligt og klart sprog, så den anden person ikke misforstår dig. Svar på den andens spørgsmål, og brug ord/vendinger som du ved, at den anden forstår. Lyt til, hvad den anden siger, og undgå at afbryde. Spørg ind til det, den anden fortæller, så du er sikker på at have forstået, hvad den anden siger, men også for at vise, at du lytter
- Brug jeg-sprog, fx ”jeg synes…” og ”jeg oplever…”. På den måde bliver man på sin egen banehalvdel og har fokus på egne oplevelser og behov, fremfor at bruge du-sprog, fx ”du gør aldrig…”, som let kan få karakter af beskyldning og kritik
- Tænk over din stemmeføring og stemmeleje
- Erkend, hvis du har taget fejl eller skifter mening.
Brug kropssproget konstruktivt
- Kig på den anden persons ansigt og ha’ øjenkontakt
- Vis, at du lytter og forstår, hvad der bliver sagt, fx ved at nikke
- Læg ikke armene over kors
- Stå op, når den anden person står op, og sid, når den anden sidder.
Giv konstruktivt kritik
Med konstruktiv kritik har du fokus på sagen og ikke personen. Når du fx siger ”Du rydder aldrig op efter din vagt”, så virker det anklagende og kan starte en konflikt.
I stedet gælder det om at blive på egen banehalvdel, dvs. at du har fokus på din egen oplevelse af situationen og dine egne behov, fx ”Kan vi ikke aftale, at vi rydder op efter hver vagt, så vi alle kommer til en pænt trimmet butik og hurtig er klar til at betjene kunderne”. Tænk på tid og sted, når du giver kritik – udtryk aldrig din kritik over for en person i andres påhør – hverken kolleger eller kunder.
Tal med hinanden
Det er vigtigt, at personer, som ønsker en mere blid omgangstone, bliver respekteret på arbejdspladsen. Omvendt skal man også kunne sige sin mening og komme med kritik, uden at det nødvendigvis bliver taget ilde op. Det gælder altså om i fællesskab at finde en balance.
Hvis omgangstonen er dårlig, bør der gribes ind. Medarbejdere og ledelse bør sammen tale om, hvordan de kan forbedre den måde de taler sammen på.
Hold et fælles møde
I kan tage omgangstonen op på et personalemøde. Se fx filmen “En god omgangstone” inden mødet. På mødet kan I fx tale om:
- Hvordan I omgås hinanden
- Hvordan I hver især opfatter omgangstonen
- De situationer hvor kommunikationen går skævt
- Tal også om fremtiden. Hvad er vigtigt for at trives på arbejdspladsen?
- Hvad kendetegner en god omgangstone?
- Aftale fælles spilleregler
Fælles øvelse
Alle tænker over følgende spørgsmål for sig selv, med en sidemand eller i grupper:
- Tænk over en konkret situation, hvor du følte dig talt ned til. Hvad var det, der gjorde, at du følte
dig talt ned til? Hvilken effekt har det på dig, når du bliver talt ned til? - Tænk over en konkret situation, hvor du følte dig talt “op til”. Måske blev din indsats anerkendt, at du blev opmuntret, og der blev lyttet til dig. Hvad var det, der gjorde, at du følte dig talt op til? Hvilken effekt har det på dig?
- Hvornår taler jeg op til andre? Hvilken effekt har det – på mig og på dem, jeg taler til
Plej relationerne
Når I kender hinanden bedre, og relationen er god, så er det nemmere at respektere hinanden og være ligeværdige.
- Hvis I ikke plejer at holde sociale arrangementer, kan I prøve at gøre det
- Du kan tale med kolleger, som du måske ikke normalt taler så meget med
At arbejde med relationer handler også om, hvordan I taler til hinanden, hvordan I hjælper og støtter hinanden og generelt samarbejder, samt at I behandler hinanden med respekt, tillid og ikke gør forskel.