Til lederen: Giver du støtte og opbakning?

Er der medarbejdere, der har givet udtryk for, at de ønsker din eller kollegers hjælp? Fik de det? Lytter og støtter medarbejderne hinanden? Er nogen medarbejdere lukket ude af det kollegiale fællesskab?

Spørgsmål til inspiration

Her er en række spørgsmål, der kan inspirere dig til at skabe støtte og opbakning for dine medarbejdere:

  • Er der medarbejdere, der har givet udtryk for, at de ønsker din eller kollegers hjælp? Fik de det?
  • Lytter og støtter medarbejderne hinanden?
  • Er nogen medarbejdere lukket ude af det kollegiale fællesskab?
  • Tager du henvendelser omkring udfordringer eller problemer seriøst? Hvordan bidrager du til en løsning?
  • Har nogle medarbejdere svært ved at klare opgaverne alene? Mangler de nødvendige forudsætninger (faglige eller personlige) for at udføre opgaverne? Eller føler sig utrygge ved at tage ansvaret for opgaverne?
  • Har nogle medarbejdere svært ved kunder, der taler grimt til dem? Hvordan hjælper du dem til at håndtere det?
  • Har I procedurer for, hvordan medarbejdere håndterer vold eller trusler om vold, butikstyveri og røveri?

Sådan kan du gøre

Her er nogle forslag til inspiration, som andre har kunnet bruge. Det handler om at finde frem til det, der virker bedst på jeres arbejdsplads:

  • Skab en kultur, der fremmer hjælp og støtte: Arbejdspladsens kultur bygger på de værdier, holdninger, normer og adfærd, der er blandt medarbejdere og ledere. Vær opmærksom på kulturen i din virksomhed og på, hvad du selv kan gøre. Du kan påvirke dine ansatte til at efterleve dine værdier, bl.a. ved selv at gå foran med et godt eksempel. Og du kan skabe tryghed, åbenhed og mulighed for at reflektere over den daglige adfærd og praksis.
  • Støt, når der opstår problemer: Medarbejderne skal kunne regne med praktisk og psykologisk støtte fra leder og kolleger, når de oplever følelsesmæssige problemer – fx konflikter med kunder eller episoder som røveri eller trusler. Klare retningslinjer for, hvordan man håndterer klager og ubehagelige kunder, er med til at give sikkerhed, ligesom retningslinjer for, hvad medarbejderne gør i tilfælde af røveri både under og efter røveriet.
  • Sørg for lederkontakt ved alenearbejde: Arbejder medarbejderne i perioder alene, skal du sikre, at de kan komme i kontakt med ledelsen og kolleger ved akut behov for råd og vejledning.
  • Hold medarbejderudviklingssamtaler: Ved medarbejderudviklingssamtaler kan I drøfte medarbejderens udfordringer og dine muligheder for at støtte. Hvilke forventninger har medarbejderen til arbejdet? Hvilken form for støtte har han/hun behov for i sit arbejde?
  • Giv konstruktiv feedback på arbejdet og specifikke opgaver. Du giver konstruktiv feedback, når du foreslår, hvad han/hun kunne gøre bedre i en given sammenhæng. For at den konstruktive feedback skal give mest mulig mening, er den bedst at give umiddelbart efter opgavens udførelse. Feedbacken skal være fremadrettet og handle om løsninger. Det kan påvirke medarbejderens trivsel, hvis han/hun ikke får konkret råd og støtte til at ændre adfærd.
  • Giv introduktion og instruktion: Nye medarbejdere skal have god introduktion til arbejdspladsen og passende instruktion og oplæring i deres arbejdsopgaver og hvad der forventes af dem. Du kan fx bruge mentorordninger, så den ny medarbejder eller medarbejderen, der skal varetage nye opgaver, bliver fulgt af en erfaren kollega og ved, hvem de kan gå til, hvis der er udfordringer. Brug tjeklister eller andet, der kan være med til at sikre, at alle får en grundig og ensartet instruktion.
  • Hold møder: Personalemøder, fælles pauser og jævnlig kontakt mellem kolleger og leder giver mulighed for at vende arbejdsmæssige relationer. God mødestruktur og -kultur, hvor det er muligt at tale om faglige udfordringer, og hvor både leder og kolleger kan støtte hinanden, vil bidrage til god trivsel.
  • Vis vejen med et godt eksempel: Det er langt hen ad vejen dit ansvar at skabe rammerne for god social støtte. Når du bakker medarbejdere op, giver en hjælpende hånd eller roser for veludført arbejde, vil den væremåde sprede sig blandt dine ansatte. Du støtter også, når du tager henvendelser fra medarbejdere seriøst og søger at løse dem. Dit eksempel som leder er afgørende for, hvordan dine medarbejdere opfatter og udøver social støtte overfor hinanden.
  • Overordnede tiltag på virksomhedsniveau: Overordnede tiltag, som indførelse af medarbejderudviklingssamtaler og ændringer af organisatoriske forhold, kræver måske beslutningstagen på et højere niveau i virksomheden. Her må du bruge de kanaler, der er for at få igangsat initiativer herom.

Senest revideret den 4. juli 2023