Får du støtte? Giver du støtte?

Vi har alle brug for at være en del af et fællesskab. Der vil altid være nogen, vi bedre kan stole på og dele problemer og udfordringer med, men du kan fremme det kollegiale fællesskab på mange måder.

Spørgsmål til inspiration

Her er en række spørgsmål, der kan inspirere dig til at støtte og blive støttet i dit arbejde:

  • Beder du om hjælp, hvis du har brug for den? Hvis ikke, hvorfor er det svært for dig?
  • Har du bedt om hjælp eller støtte fra din leder eller en kollega? Fik du den?
  • Er I gode til at lytte til hinandens problemer omkring arbejdsopgaverne? Hjælper og støtter I hinanden?
  • Hvor mange deltager i det kollegiale fællesskab? Er nogen holdt uden for?
  • Bliver henvendelser omkring problemer taget seriøst og løst af din leder?
  • Kender du arbejdspladsens procedurer for håndtering af ubehagelige kunder, vold eller trusler om vold, butikstyveri og røveri?

Sådan kan du gøre

Her er nogle forslag til inspiration, som andre har kunnet bruge.

  • Sig til, hvis du har behov for hjælp: Det kan være svært for andre at finde ud af, om du har behov for hjælp. Derfor er det vigtigt, du selv siger til, også selvom du ikke nødvendigvis ved, hvad du ønsker støtte til. Det kan være, at du blot føler dig uklar på noget.
  • Støt og hjælp dine kolleger: Du kan støtte dine kolleger blot ved at være opmærksom. Står en kollega med en svær kunde eller opgave, kan du tilbyde din hjælp. Du kan stille dig til rådighed og lytte, hvis en kollega kommer til dig med problemer i forhold til en opgave. Her kan det være nyttigt for dig at vide, hvordan du bedst spørger og lytter.
  • Gør det kollegiale fællesskab stærkere: Vi har alle brug for at være en del af et fællesskab. Der vil altid være nogen, vi bedre kan stole på og dele problemer og udfordringer med, men du kan fremme det kollegiale fællesskab ved at være åben og fx tage godt imod nye kolleger, bakke op om sociale arrangementer og opfordre andre til også at bakke op om dem.

    Du fremmer også fællesskabet ved enkle handlinger som at hilse, at smile og spørge ”kan jeg hjælpe dig?”, hvis en kollega ser ud til at have behov for hjælp.

    At kunne tale med kollegerne om arbejdet giver også en følelse af fællesskab. Hvis du tager et problem op, viser du, at ”her kan vi tale om problemerne”. Anerkendelse fremmer også et godt kollegialt fællesskab.

Senest revideret den 4. juli 2023