Til ledere: Styrk den sociale kapital

Når I vil arbejde med social kapital, handler det derfor om at tage udgangspunkt i det samarbejde, I allerede har. Du kan som leder påvirke de rammer, der skaber den sociale kapital.

Fordele ved høj social kapital

Der er social kapital på alle arbejdspladser. Når I vil arbejde med social kapital, handler det derfor om at tage udgangspunkt i det samarbejde, I allerede har. Du kan som leder påvirke de rammer, der skaber den sociale kapital i forbindelse med:

  • Den daglige drift, planlægning og fordeling af arbejdsopgaver
  • Det overordnede lederskab, hvor I udvikler mål, visioner, strategier og værdier
  • Den faglige ledelse, når du sikrer løsning af opgaverne
  • Personaleledelsen, når du giver feedback, støtte og løser konflikter

Høj produktivitet og kvalitet

Undersøgelser viser, at god social kapital afspejler et godt psykisk arbejdsmiljø og høj performance. Som leder vil du opleve, at en høj social kapital fører til høj produktivitet og kvalitet, fordi:

  • Oplevelse af retfærdighed fremmer lyst og vilje til at samarbejde, og medarbejderne vil arbejde på at nå organisationens mål og præstere. Retfærdighed har en afgørende indflydelse på stress, da oplevelser af uretfærdighed skaber stress.
  • Tillid har betydning for tilfredshed og engagement, som har betydning for produktivitet. Tillid er en afgørende faktor ift. arbejdets kvalitet, jobtilfredshed og helbred. Tillid er afgørende i situationer, hvor du/organisationen vil gennemføre forandringer og nye initiativer, da manglende tillid vil føre til konflikter.
  • Jo højere social kapital, især retfærdighed, jo bedre helbred har de ansatte. Høj social kapital giver derfor lavere sygefravær.

Det kan du gøre

  • Sæt fokus på kerneopgaven: Hvordan styrke vi salget og den gode købsoplevelse?
  • Se på planlægning og fordeling af arbejdet: Er fordelingen rimelig? Er der styr på tingene? Oplever medarbejderne, at alting “går ordentligt til”?
  • Skab strukturer og rammer, der styrker samarbejdet: Kender vi hinandens opgaver? Har vi respekt for hinandens arbejde og indsats?
  • Få gode relationer mellem top og bund samt på tværs: Får vi snakket sammen? Har vi et godt forhold til hinanden?

Mere om kerneopgaven

Fokus på kerneopgaven styrker den sociale kapital samtidig med at det forbedrer kvalitet og produktivitet. I fællesskab kan I både skabe større klarhed over opgaven, arbejde i samme retning samt sikre en fælles forståelse af hvad kvalitet er, hvilke konkrete mål, I har og hvordan I når målene. I kan fx:

  • I fællesskab afklare arbejdets mål og forventninger hertil fra både ledelse og medarbejdere
  • I fællesskab afklare, hvad der skaber kvalitet, og hvad der er uhensigtsmæssige eller overflødige arbejdsopgaver
  • Skærpe arbejdspladsens profil og tydeliggøre, hvilke ydelser arbejdspladsen leverer
  • Sætte fokus på kompetenceudvikling
  • Sætte fokus på konkrete arbejdsopgaver gennem arbejdsgangsanalyser

Mål den sociale kapital

Hvis I vil arbejde med at styrke den sociale kapital, er det klogt at starte med at kortlægge, hvor stor jeres sociale kapital er allerede.

Hvis I har en arbejdsmiljøgruppe, vil det være helt naturligt at inddrage dem i arbejdet med at styrke den sociale kapital.


Senest revideret den 4. juli 2023