Sådan kan I forebygge butikstyveri

BFA Handel har udarbejdet hæftet Butikstyveri – branchevejledning til arbejdsgiver, ledelse og arbejdsmiljøorganisationen. Den beskriver bl.a., hvordan I kan forebygge tyverier i butikken.

De vigtigste råd er:

  • Hold øje med mistænkelig adfærd. Typiske signaler kan fx være kunden, der virker synligt nervøs, kunden der vender tilbage til et bestemt område, kunden der har en stor taske med, eller kunden som ser sig meget omkring.
  • Pas på tricktyve. Tricktyvene bruger mange kneb, så de i et øjebliks uopmærksomhed kan få taget de varer, de er interesseret i. De er kreative og udvikler hele tiden nye metoder. I vejledningen er beskrevet nogle af de typiske metoder.
  • Regler om fremvisning af varer. I butikker hvor I fremviser varer, bør I have klare retningslinjer for, hvor mange varer I viser frem ad gangen, så I kan bevare overblikket over varerne – især i forhold til værdifulde varer.
  • Håndtering af penge. Luk altid pengeskuffen, når der ikke sker ind- eller udbetalinger, så tyven ikke kan stikke hånden ned i kassen og tage kontanterne.
  • Placering af varer. Eftertragtede og attraktive varer bør placeres i de mere trafikerede områder i butikken, så personalet har mulighed for at holde øje med varerne. Værdifulde varer bør fx placeres nær kasseområdet og væk fra ind- og udgangsdøre – eventuelt i aflåste montrer eller andre aflåste skabe .
  • Indretning af butikken. Jo bedre mulighed personalet har for at overskue butikken og kunderne, desto sværere er det at begå butikstyveri. Inventar og varer bør derfor ikke hindre et frit udsyn fra kasse-, salgs- eller ekspeditionsområdet.
  • Elektronisk varesikring. Elektronisk varesikring advarer personalet ved hyl eller bip om, at en vare er ved at blive fjernet fra butikken, uden at personalet har deaktiveret sikringen.
  • Videoovervågning. Selve frygten for at blive afsløret kan også være med til, at en butikstyv opgiver sit ærinde. Kameraerne kan fx placeres ved ind- og udgangsdøre og områder, hvor en formodet tyv forventes at opholde sig. En tyv spotter hurtigt, hvis der er områder i butikken, der ikke er overvåget.
  • Vagter og butikskontrollanter. I visse tilfælde kan det være nødvendigt at supplere med særlige vagter ved ind- og udgangsdøre . Der kan også indgås aftaler med særlige butikskontrollanter/ detektiver, der ubemærket færdes i butikken og holder opsyn med kunderne.
  • Skiltning. At skilte med at butikken har forskellige former for sikring fx varesikring, tv-/ videoovervågning, har også en præventiv effekt. Men skilt kun med det, I faktisk har!

Hent vejledningen:



Senest revideret den 4. juli 2023