Arbejdsmiljøuddannelse for medlemmer af AMO

 

 

Obligatorisk arbejdsmiljøuddannelse

Nye medlemmer af AMO skal gennemgå en obligatorisk arbejdsmiljøuddannelse, der varer tre dage, med mindre de allerede (efter 1. april 1991) har gennemført den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse.

 

Arbejdsgivere og virksomhedsledere, fx en administrerende direktør, har ikke pligt til at gennemføre arbejdsmiljøuddannelsen, selvom de indgår i arbejdsmiljøorganisationen eller i en arbejdsmiljøgruppe.

 

Den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse skal være gennemført senest 3 måneder efter, at arbejdsmiljørepræsentanten er valgt/ arbejdslederen udpeget.

 

I de situationer, hvor undskyldende uforudsete omstændigheder som, f.eks. sygdom eller aflysning af kursus betyder, at fristen på tre måneder bliver overskredet, vil Arbejdstilsynet ikke give virksomheden påbud om, at uddannelsen skal gennemføres, hvis den pågældende er tilmeldt et kursus inden for den nærmeste fremtid.

 

Det er arbejdsgiverens pligt at sørge for, at arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i AMO bliver tilmeldt uddannelsen. Tilmeldingen må kun ske til godkendte udbydere af uddannelsen. Der findes en liste over godkendte udbydere af den obligatoriske uddannelse på Arbejdstilsynets hjemmeside.

 

Arbejdsgiveren afholder de udgifter, der er forbundet med deltagelse i uddannelsen, herunder evt. transportudgifter og indtægtstab.

 

Supplerende arbejdsmiljøuddannelse

Foruden den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse skal arbejdsgiveren tilbyde supplerende arbejdsmiljøuddannelse til medlemmerne af AMO.

 

De arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i AMO, der har gennemført den obligatoriske uddannelse på 3 dage, skal have tilbud om og har ret til supplerende uddannelse svarende til 2 dage i det første funktionsår (det første år de er valgt/udpeget).

 

Uddannelsen skal være tilbudt og kunne være påbegyndt, inden for de første 9 måneder efter den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse er afsluttet. Såfremt de to dage er opdelt på enkelte dage, så skal begge dages kursus være gennemført inden for de første 12 måneder af funktionsperioden.

 

Hver af de efterfølgende funktionsår skal alle medlemmer af AMO tilbydes 1½ dags supplerende uddannelse. Uddannelsen skal være tilbudt og påbegyndt inden for samme funktionsår, medmindre arbejdsgiveren og de ansatte har aftalt at sammenlægge de 1½ dags supplerende uddannelse. Der kan højst sammenlægges supplerende uddannelse af tre dages varighed, og muligheden gælder kun for de 1½ dags supplerende uddannelse. Det kan f.eks. være, at et 3 dages proceskursus er relevant for arbejdsmiljøarbejdet, og så kan det aftales på virksomheden at følge dette. Hvis der indgås aftale om en sammenlægning af den 1½ dags supplerende uddannelse, skal arbejdsgiveren skriftligt over for Arbejdstilsynet kunne dokumentere det. Det er op til arbejdsgiveren at vælge typen af dokumentation. Dokumentationen kan fx være et referat fra den årlige arbejdsmiljødrøftelse eller en mail e.l., hvor det fremgår, at der er indgået aftale om at sammenlægge den supplerende uddannelse.  

 

Den supplerende uddannelse skal give viden og kompetencer, som er relevante for virksomhedens behov i forhold til de arbejdsmiljøopgaver, der skal udføres. Der kan f.eks. tages udgangspunkt i de særlige fokusområder, der er vedtaget på den årlige arbejdsmiljødrøftelse. Det kan f.eks. være uddannelse i korrekt arbejdsteknik eller i områder inden for psykisk arbejdsmiljø, men også mere procesorienterede kurser som f.eks. konflikthåndtering, strategisk planlægning, forhandlingsteknik og kommunikation. Almindelig mødevirksomhed i AMO vil ikke kunne gøre det ud for supplerende uddannelse.

 

Arbejdsgiveren skal drøfte med medlemmerne af AMO, hvilke kurser der kan være nyttige for arbejdet og skrive dem ned i en kompetenceudviklingsplan. AMO skal bidrage og komme med input til kompetenceplanen. Hvis der opstår uenighed, afgør arbejdsgiveren, hvad tilbuddet skal indeholde inden for de rammer, som reglerne fastlægger.

 

Arbejdsgiveren har pligt til at tilbyde de supplerende uddannelser. Udnytter arbejdsmiljørepræsentanten eller arbejdslederrepræsentanten ikke deres ret til uddannelse i det pågældende år bortfalder den. Arbejdsgiverens tilbud om supplerende uddannelse til AMOs medlemmer skal kunne dokumenteres over for Arbejdstilsynet. Dokumentationen kan f.eks. være et referat fra et møde, hvor AMO’s medlemmer har deltaget, og hvor det fremgår, at arbejdsgiveren har givet tilbud om supplerende uddannelse, eller det kan være en e-mail, der er sendt til medlemmerne af AMO, hvor det fremgår, at arbejdsgiveren giver tilbud om supplerende uddannelser til medlemmerne af AMO.  

 

Det er arbejdsgiveren, der afholder udgifter til uddannelsen og godtgøre tab af indtægt som følge af deltagelsen.

 

Kompetenceudviklingsplan

Arbejdsgiveren skal hvert år sikre, at der udarbejdes en kompetenceudviklingsplan for den supplerende uddannelse for arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i AMO. Planen udarbejdes på baggrund af de drøftelser arbejdsgiveren og medlemmerne af AMO har haft om, hvilke kurser der kan være nyttige for dem.

 

Planen kan enten være én samlet for medlemmerne af AMO eller én for hvert medlem. Planen skal sikre løbende målrettet opdatering af viden og styrkelse af kompetencer hos medlemmer af AMO med udgangspunkt i virksomhedens arbejdsmiljøkompetencebehov. Drøftelse af planen skal ske på den årlige arbejdsmiljødrøftelse, hvor AMOs medlemmer får mulighed for at bidrage og komme med input.

 

Det skal fremgå af kompetenceudviklingsplanen, hvilken supplerende uddannelse, man er blevet enige om at gennemføre, og hvordan det harmonerer med de mål og behov, der er drøftet og besluttet ved den årlige arbejdsmiljødrøftelse.

 

Se mere på at.dk:

Kap. 7, i Bekendtgørelse om samarbejde om sikkerhed og sundhed, nr. 1181 af 15. oktober 2010

 

Find her en word-version af kompetenceplanen

Søger, vent venligst...
Ingen resultater...
Send denne side til en ven eller kollega.