AMO’s opgaver

AMO har opgaver af både strategisk planlæggende, fremadrettede og koordinerende karakter samt de mere daglige praktiske arbejdsmiljøopgaver.

 

AMO’s strategiske opgaver

På virksomheder med 10-34 ansatte varetages de strategiske opgaver af formanden i samarbejde med de valgte repræsentanter og arbejdsledere. På virksomheder med 35 ansatte og derover er det arbejdsmiljøudvalget, som tager sig af det strategiske arbejdsmiljøarbejde.
Det strategiske arbejdsmiljøarbejde har et planlæggende, fremadrettet og koordinerende sigte. D.v.s. at indtænke arbejdsmiljø, f.eks.:

  • når virksomhedens fremtidige planer drøftes,
  • når virksomheden har særlig fokus på nedbringelse af sygefravær,
  • ved arbejdsmiljøorganisationens understøttelse af virksomhedens strategi vedr. organisationsændringer,
  • når nye måder og metoder at arbejde på indføres,
  • når ny teknologi indføres, og når nye maskiner og tekniske hjælpemidler indkøbes.
     

Målet er, at arbejdsmiljøarbejdet skal gøres til en del af den strategiske ledelse og drift i virksomheden, og at arbejdsmiljø derfor også skal drøftes i de fora, hvor virksomheden i forvejen taler om strategi, værdigrundlag, planlægning, produktion, kvalitet og økonomi.

 

Overvej hvordan arbejdsmiljøet kan være med til at understøtte virksomhedens fastlagte strategi og/eller indarbejdes i strategien.
 

Få afklaret, hvad der i jeres virksomhed forstås ved strategisk arbejdsmiljøarbejde, og få afklaret hvem der tager sig af hvad. F.eks. hvem der sørger for at informere AMO om planer for nye arbejdsfunktioner/-processer og ny- eller ombygninger, således at AMO kan drøfte, hvilke arbejdsmiljømæssige forhold der skal iagttages og inddrages inden planerne omsættes til praksis.

 

Se oversigt med eksempler på de strategiske og mere overordnede opgaver

 

Se mere på at.dk:

§11 og 17 i Kap. 3, i Bekendtgørelse om samarbejde om sikkerhed og sundhed, nr. 1181 af 15. oktober 2010

 

 

AMO’s daglige opgaver

Det daglige praktiske arbejdsmiljøarbejde varetages af arbejdsmiljøgruppen/-erne. Formanden i AMO er som oftest kun involveret i det strategiske arbejdsmiljøarbejde og de mere overordnede opgaver.

 

Hvis arbejdslederen og arbejdsmiljørepræsentanten ikke er til stede samtidig, er det den, der er til stede, der varetager arbejdsmiljøgruppens opgaver. Den fraværende skal dog hurtigst muligt orienteres om relevante hændelser.

Få afklaret, hvad der i jeres virksomhed forstås ved de daglige opgaver, så I alle er klar over, hvem der gør hvad og hvornår. Aftal f.eks. hvornår og hvem der går en runde og tjekker op på arbejdsmiljøet, og aftal f.eks. hvem der skal have besked om evt. arbejdsmiljøproblemer, så der bliver taget hånd om dem.

 

Se oversigt med eksempler på daglige opgaver

 

Se mere på at.dk:

§ 10, 11 og 18 i Kap. 3, i Bekendtgørelse om samarbejde om sikkerhed og sundhed, nr. 1181 af 15. oktober 2010

Søger, vent venligst...
Ingen resultater...
Send denne side til en ven eller kollega.